Revolutions krigene

Revolutionskrigene er betegnelsen for de europæiske storkrige, som varede 1792-1803, og som skyldtes reaktionerne på den Franske Revolution. Dels på grund af ønsket om at *ekspandere på Frankrigs bekostning, dels af frygt for en spredning af revolutionære ideer sluttede de tyske stormagter Preussen og Østrig sig sammen 1791-92 og indtog en truende holdning. Frankrig erklærede begge lande krig, og året efter gik Storbritannien ind i krigen. Krigslykken skiftende meget: i sommeren 1792 var Frankrig ved at blive invaderet, men Frankrig angreb fjenden og afværgede faren. Det lykkedes den franske hær at holde koalitionsmagterne ude, bortset fra visse engelske landgangsforsøg. Fra 1795 havde Frankrig fremgang, besatte Forenede Nederlande og tvang Preussen ud af krigen. Napoleons sejrrige felttog 1797 tvang også Østrig ud af krigen. Det isolerede England fik fra 1798 ny hjælp først fra Rusland og senere fra Østrig. Men Frankrig – fra 1799 ledet af Napoleon – holdt stillingen. I 1802 sluttede England som den sidste koalitionsmagt fred og anerkendte den franske republik. Krigen blev genoptaget dog året efter, nu som Napoleonskrigene.


*ekspandere 
= at gøre noget støre, at forøge noget, eller at gøre noget bedre.

Tidslinje for den franske revolution

17895. maj: Stænderforsamling indkaldt af kong Ludvig 16. til drøftelse af landets problemer træder sammen.
17. juni: De borgerlige medlemmer af stænderforsamlingen erklærer sig for Nationalforsamling.
20. juni: Nationalforsamlingen aflægger Boldhuseden og nægter at skilles før en forfatning er sikret.
27. juni: Kongen accepterer stændernes samvirke.
14. juli: Stormen på Bastillen.
4-5. august: Alle privilegier afskaffes officielt.
27. august: Nationalforsamlingen vedtager Menneskerettighedserklæringen af 1789.
5. oktober: Folketoget til Versailles, kongefamilien tvinges til at bo i slottet Tuilerierne, Paris.
2. november: Staten inddrager kirkegodserne.
22. december: En valglov vedtages, dog ikke med almindelig stemmeret.

1790
Januar: Ny regional inddeling af landet indføres, departementer oprettes.
12. juli: Ny kirkeforfatning, gejstligheden underordnes staten.
14. juli: Første årsfest for Bastillens fald (Bastilledagen) afholdes.

1791
Juni: Kongefamilien forsøger flugt, men fanges og holdes under observation.
27. august: Østrig og Preussen vedtager Pillnitz-deklarationen til støtte for den franske kongefamilie, hvilket i Frankrig betragtes som en indirekte angrebstrussel.
21. september: Det nyvalgte franske konvent (parlament) mødes første gang.
November: Den første forfatning indføres.

1792
Marts: Girondinpartiet under Jean-Marie Roland danner regering og arbejder for krig mod Østrig.
20. april: Frankrig erklærer Østrig og Preussen krig, Revolutionskrigene begynder dermed.
11. april: Den første guillotine rejses i Paris.
13. juni: Girondinregeringen træder tilbage efter konflikt med kongen.
11. juli: Nationalkonventet erklærer undtagelsestilstand ("Fædrelandet i fare").
25. juli: En advarsel fra de fremrykkende tyske styrker til pariserne mod at antaste kongefamilien; den opfattes i Frankrig som bevis for kongens sympati for fjenden.
10. august: Stormen på Tuilerierne, kongefamilien tages til fange.
12. august: Feuillanternes klub bliver opløst og arrestordre udstedes på 841 af dens medlemmer. 2.-6. september: Septembermyrderierne i Paris.
20. september: Kampen ved Valmy, den preussiske hær opgiver angreb på Paris.
22. september: Frankrig bliver republik.

1793
21. januar: Ludvig 16. henrettes.
1. februar: Frankrig erklærer England krig.
7. marts: Frankrig erklærer Spanien krig.
Marts: Stor antirevolutionær opstand i Vendée (nedkæmpes 1794).
10. marts: Revolutionsdomstolen oprettes.
18. marts: Fransk nederlag ved Neerwinden.
6. april: Velfærdsudvalget oprettes med Robespierre som leder.
3. juni: Emigranternes godser sælges officielt på auktion.
13. juli: Revolutionslederen Marat myrdes.
23. august: Der foretages massemobilisering af alle mænd til hæren.
27. august: Engelsk-spanske styrker besætter havnebyen Toulon (fordrives december).
5. oktober: Revolutionskalenderen indføres (afskaffet 1806).
5. september: Konventet accepterer officielt anvendelsen af terror.
16. oktober: Eksdronning Marie-Antoinette henrettes.
31. oktober: Størsteparten af Girondinernes ledere henrettes.

1794
24. marts: Journalisten Jacques René Hébert og hans tilhængere henrettes.
5. april: Georges-Jacques Danton henrettes, Robespierre herefter landets reelle leder
10. juni: En ny terrorlov ophæver reelt al retsorden.
26. juni: Fransk sejr i slaget ved Fleurus.
27. juli: Robespierre styrtes, henrettes næste dag.
Efterår: fangne jakobinere lynches i stort tal.

1795
Januar: Hele Holland erobres ved fransk lynoffensiv.
5. april: Preussen trækker sig ud af krigen (Basel-freden).
Juni: Nyt oprør i Vendée efter engelsk landgang, nedkæmpes i løbet af året. Hungeropstand i Paris.
22. juli: Spanien trækker sig ud af krigen (2. baselfred).
5. oktober: Royalistisk opstand i Paris (Vendemiaire-kuppet) slås ned.
27. oktober: Direktoriet indføres, Barras ledende mand.
1796
Marts: Napoleon Bonaparte begynder sejrrigt felttog mod østrigerne i Italien.
Oktober: Spanien går atter ind i krigen på fransk side.

1797
27. maj: Socialisten Babeuf henrettes efter mislykket sammensværgelse.
4. september: Barras tager diktatorisk magt ved statskup.
27. oktober: Østrig trækker sig ud af krigen (Campo Formio-freden).

1798
Marts: Schweiz erobres efter fransk angreb, omdannes til fransk lydstat, ("Helvetiske Republik").
Sommer: Bonaparte foretager felttog til Egypten (vender tilbage oktober 1799).
Juni: Mislykket fransk invasionsforsøg i Irland.
24. december: Den 2. koalition mod Frankrig (England-Rusland, senere også bl.a. Østrig) dannes.

1799
Juni-september Russisk angreb i Schweiz afværges af franske styrker.
9. november: Brumairekuppet, Bonaparte tager magten. Hermed er den egentlige revolutionsudvikling til ende.


Kopiret fra wikipedia

Revolutionens Betydning


Med revolutionen skete der på det ideologiske plan en nyorientering. Liberalismen blev knæsat med Menneskerettighedserklæringen og på længere sigt med etableringen af den borgerlige liberale stat. I en kort periode eksperimenterede sansculotterne med et socialt demokrati, en forløber for de senere folkelige bevægelser og socialismen, først udviklet af François Babeuf. Parallelt opstod en modbevægelse med montagnardstyrets totalitære tendenser. Som en reaktion mod revolutionen udvikledes konservatismen med Edmund Burke og reaktionære ideologier med Louis Bonald og Joseph de Maistre som bannerførere. Vigtig var også udviklingen af denrevolutionære myte, hvorved Den Franske Revolution blev forbillede for revolutionerne i 1830, 1848, 1871 og Den Russiske Revolution i 1917.

På det politiske plan var den Franske Revolution det første skridt på vejen mod afviklingen af enevælden i Europa. Folkesuveræniteten blev fastslået som folkets ret til at vælge sine politiske institutioner. Desuden blev den nationale enhedsstat gennemført med administrativ ensartethed og centralisering. Den nye tids program fandt sit udtryk i sloganet frihed, lighed og broderskab og sit symbol i den nye fane, Trikoloren. Økonomisk set skete der ikke de store ændringer, da industrialiseringen først kom til Frankrig et halvt århundrede senere. Hvad ejendomsforholdene angår, tabte kirken mest, da dens jorder blev nationaliseret. Det var velstående bønder og storborgerskabet i byerne, der opkøbte kirkens og emigranternes godser, uden at det i væsentlig grad ændrede den sociale struktur.


Militært set gennemførtes massemobilisering og senere værnepligt. Herved fik krigene i Europa en mere total karakter ved i princippet at blive ført af nationen under våben. På det religiøse område gik udviklingen i retning af en sekularisering af tilværelsen. Et kompromis mellem stat og kirke gennemførtes med Konkordatet i 1801, mens den endelige adskillelse af stat og kirke først blev gennemført i 1905. Revolutions- og Napoleonstiden blev endvidere enden på den franske dominans på det kulturelle område.

Monarkiets Fald

I september 1791 trådte forfatningen i kraft, et konstitutionelt monarki blev indført, og valg til Den Lovgivende Forsamling blev afholdt. Pga. de stigende spændinger i forholdet til Østrig og Preussen var hovedspørgsmålet krig eller fred. I forsamlingen agiterede venstregruppen under Jacques Pierre Brissot for krig som et middel til at samle nationen og udbrede revolutionens idéer, mens feuillanterne var modstandere af krigen. I Jakobinerklubben advarede Robespierre mod krigen af frygt for et militærdiktatur. Men krigstilhængerne havde overtaget, og i april 1792 erklæredes krig mod Østrig og senere mod Preussen. Krigen gik dårligt, og det blev mere og mere åbenbart, at kongen stod i ledtog med fjenden. Derfor stormede sansculotterne Tuilerierne 10.8.1792. Det betød kongedømmets endelige fald og kongefamiliens fængsling i Le Temple. Da fjenden nærmede sig, gik der panik i sansculotterne, og af frygt for opstande foranstaltede de massakrer, de såkaldte septembermyrderier, på de mange fængslede. Justitsminister Georges-Jacques Danton søgte at mobilisere alle kræfter til en militær indsats; situationen lettedes imidlertid noget ved underretningen om en fransk sejr ved Valmy den 20/9.Fra midten af 1791 tog urolighederne igen til. Den 20/6 forsøgte kongefamilien at flygte, men blev pågrebet i Varennes og ført tilbage til Paris. Nationalforsamlingen prøvede at bortforklare kongens flugt, men ved et massemøde på Marsmarken 17/7, organiseret af den folkelige Cordeliersklub, krævede de politisk aktive fra småborgerskabet, sansculotterne, kongens afgang. Protestdemonstrationen blev opløst af La Fayettes nationalgardister med mange dræbte og sårede til følge. Disse begivenheder medførte en dyb splittelse af borgerskabet. Den borgerlige Jakobinerklub blev delt i en royalistisk fløj, som brød ud og dannede Feuillantklubben med Bailly og La Fayette i ledelsen, mens de mere radikale blev tilbage under Maximilian de Robespierres ledelse.

Direktoriet


 De nye magthavere, thermidorianerne, slog ind på en reaktionær kurs. Jakobinerklubben blev lukket, og i desperation over de håbløse økonomiske vilkår foranstaltede sansculotterne de sidste store journées révolutionnaires i april og maj 1795. Nationalkonventet satte militæret ind, og hermed havde sansculotterne udspillet deres politiske rolle. I oktober gennemførtes en ny Direktorieforfatning. Fem direktører, med Barras som den ledende, fik den udøvende magt. Utilfredsheden med Direktoriet var stor, hvilket medførte, at royalisterne søgte at rejse sig til modstand i oktober, men opstanden blev knust af bl.a. Napoleon Bonapartes artilleri. Regeringen førte en slingrende kurs med skiftende alliancer, valgsvindel og kup støttet af militæret. Konsekvensen blev da også, at Napoleon Bonaparte den 9.11.1799 gennemførte et militærkup, som førte til republikkens ophør og oprettelsen af Konsulatet og senere Kejserdømmet.

Jean-Paul Marat

Jean-Paul Marat, 24.5.1743-13.7.1793, fransk politiker. I 1776 blev Jean-Paul Marat læge i greven af Artois' stab i Paris. Fra september 1789 begyndte han at udgive revolutionens mest kendte og populære avis, L'Ami du peuple. Marat lagde sig ud med Gironden, som anklagede ham for at ville indføre diktatur. Den fik ham stillet for Revolutionsdomstolen, hvor han blev frikendt. Hans fornyede hadske udfald mod Gironden bidrog til dens fald i juni 1793.

Stænder samfund

Før revolutionen var Frankrig et stændersamfund med 3 stande:

1. stand, gejstligheden: Alle i kirkens tjeneste. Biskopper, præster, munke osv.

2. stand, adelen: På den ene side hof- og embesadelen og på den anden side land- og lavadelen.

3. stand, rest: De fleste var bønder, men mellem 3 og 4 mio. boede i byerne.

1. og 2. Stand, der var ca. en halv mio. mennesker ud af alle 25 mio. indbyggere i Frankrig, betalte ikke skat. Det var kun 3. Stand der skulle det.

Påklædning

I den franske revolution var påklædningen meget ligesom i oplysningstiden. Lidt spraglet men alligevel også stilet.

De dyreste farver var blå og rød.

·      Blå var fra en speciel rubin.

·      Rød var fra mariehønens vinger.

De billige farver var f.eks. hvid, gul og grøn.

·      Hvid var det ufarvede stof.

·      Gul var fra mælkebøtter.

·      Grøn kunne være fra græs, blade og meget andet.

Den Franske Revolution Generalt

Hvad er Menneskerettighedserklæringens betydning i dag?

Begrebet 'menneskerettigheder' har i dag fundet en markant plads i mange politiske diskussioner og i hverdagssproget. Begrebets eksistens forekommer så naturlig og indlysende for mange i den vestlige verden, at vi ofte glemmer dets oprindelige betydning og konsekvens.

 

I bogen "De europæiske ideers historie" side 265 hedder det: "Erklæringens betydning for Den Franske Revolutions forløb blev både på godt og ondt, mest vel det sidste - men som forkyndelse af store og inciterende idealer har den ikke haft mange sidestykker i historien, og de fleste af de omtalte rettigheder har siden da efterhånden fundet vej ind i statsforfatningerne."Ordvalget og ånden i den omdiskuterede forfatningstraktat for EU bærer også et tydeligt præg af Revolutionens ideologi. I indledningen til den europæiske forfatnings første del tales der for eksempel om "… Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv, der er grundlaget for udviklingen af de universelle værdier: Det enkelte menneskes ukrænkelige og umistelige rettigheder samt frihed, demokrati, lighed og retsstaten".

Jakobinerne

Jakobinerne er betegnelsen for en fransk, radikal, politisk bevægelse, som spillede en hovedrolle under Den franske revolution og havde enemagten 1793-1794. Blandt dets kendteste medlemmer er Marat, Danton, Desmoulins og Robespierre. Partiet blev også i den sidste periode blandet sammen med det andet radikale revolutionære parti kaldet ”Bjerget” (la Montagne) efter den høje placering i Nationalforsamlingen som begge havde, hvorfor tilhængerne undertiden kaldtes montagnarder.
Bevægelsen opstod egentlig i 1789 omkring den såkaldte Jakobinerklub, som fik navnet, fordi den havde til huse i et tidligere munkekloster for jakobinere (dominikanermunke), men i løbet af de første revolutionsår udviklede den sig til en bevægelse (derimod næppe et parti i moderne forstand). Politisk tilhørte den revolutionens venstrefløj, krævede radikale reformer, kamp mod kirkens økonomiske magt, stærk statsmagt og efterhånden også republik.

Christian 7.

Christian 7. Blev født 29. januar 1749 på Christiansborg Slot – døde 13. marts 1808 i Rendsborg. Han var dansk-norsk konge af den oldenborgske slægt 1766-1808. På grund af kongens sindsyge sind blev alle regeringsbeslutninger i hans tid som konge af dem, der stod ham nærmest ( Conseilet ). Disse kongelige rådgivere var forskellige alt efter hvem der vandt magtkampene omkring tronen, men fra 14. april 1784 og frem til Christian 7.'s død i 1808 var det hans søn, den senere Frederik 6., som var det uofficielle, men i realiteten fungerende kongelige overhoved.