Revolutionskrigene er betegnelsen for de europæiske storkrige, som varede 1792-1803, og som skyldtes reaktionerne på den Franske Revolution. Dels på grund af ønsket om at *ekspandere på Frankrigs bekostning, dels af frygt for en spredning af revolutionære ideer sluttede de tyske stormagter Preussen og Østrig sig sammen 1791-92 og indtog en truende holdning. Frankrig erklærede begge lande krig, og året efter gik Storbritannien ind i krigen. Krigslykken skiftende meget: i sommeren 1792 var Frankrig ved at blive invaderet, men Frankrig angreb fjenden og afværgede faren. Det lykkedes den franske hær at holde koalitionsmagterne ude, bortset fra visse engelske landgangsforsøg. Fra 1795 havde Frankrig fremgang, besatte Forenede Nederlande og tvang Preussen ud af krigen. Napoleons sejrrige felttog 1797 tvang også Østrig ud af krigen. Det isolerede England fik fra 1798 ny hjælp først fra Rusland og senere fra Østrig. Men Frankrig – fra 1799 ledet af Napoleon – holdt stillingen. I 1802 sluttede England som den sidste koalitionsmagt fred og anerkendte den franske republik. Krigen blev genoptaget dog året efter, nu som Napoleonskrigene.
*ekspandere
= at gøre noget støre, at forøge noget, eller at gøre noget bedre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar